Indledning

Sommerfuglefotografering er et kolossalt område, især hvis man tager alle stadierne med. Fra æg til larve til puppe til voksen sommerfugl til levesteder - man når at dække hele området fra mikro/makrofotografering til landskaber.

Heldigvis er meget, til en vis grad, blevet lettere med de digitale kameraer. Kameraer med fuldautomatiske programmer har givet bedre muligheder for at tage brugbare fotos, med flotte farver og skarphed, og hjemme ved computeren kan man se billederne med det samme. Billederne er gratis, da der ikke skal bruges film og fremkaldelse, så eventuelle fejl kan rettes meget hurtigere end tidligere.

Når det gælder fotografering af sommerfugle er man tvunget til at vide lige så meget om natur som om foto, hvis man skal opnå gode resultater.

Først og fremmest skal man finde sommerfuglene, og det lyder måske ikke så svært, hvis man kigger ud i haven en varm sommerdag. Men af de cirka 60 arter dagsommerfugle vi har fastboende her i Danmark, vil højst de 20 af dem kunne finde på at besøge en almindelig parcelhus-have, lidt afhængigt af, hvor man bor. Resten findes spredt over hele landet, i de mest skjulte afkroge af vores skove, på heder, i plantager, ved stranden og især i moserne, så man må indstille sig på en hel del opsøgende arbejde, hvis man vil fotografere dem allesammen.

 

Vores nationalsommerfugl, Nældens takvinge, på sommerfuglebusk i haven.

 

Moseperlemorsommerfuglen putter sig i den lave vegetation. Den er et ægte højmose-dyr og man skal ikke regne med at finde den uden selv at gøre en indsats for det. Det kræver gode gummistøvler, og så er der ofte hugorme, hvor den lever!

 

Når man så står i felten dukker en lang række nye problemer op. Sommerfugle er levende væsener og lader sig ikke instruere. De er ofte ekstremt sky, og enkelte arter flygter ved den mindste antydning af lyd fra kameraets lukker. Det vidner mange fejlskud om. Billeder, hvor sommerfuglen hænger som en uskarp, akavet forvirring i kanten af billedet.

Og vejret. De fleste arter flyver kun i godt vejr, og kun indenfor en begrænset periode. Falder deres flyvetid sammen med en periode med dårligt vejr, klarer de alle deres opgaver på få timer indenfor få dage, og det er, sjovt nok, altid de dage man er på arbejde eller skal til familiefest...

Vind og blæst viser sig også som nye fjender. Når sommerfuglene suger nektar på blomster, svajer de som regel frem og tilbage i vinden. Her kan man glemme alt om autofokus. Kun gentagne forsøg med manuelle indstillinger virker.

 

Sortåret hvidvinge (Aporia crataegi)i parringsdans. Her kan auto-fokus ikke følge med.

 

Denne artikel er ment som en guide til både nybegyndere og øvede, men det er selvfølgelig en god idé at sætte sig ind i de grundlæggende fotografiske principper, inden man sætter sine forventninger for højt. Det er ikke svært at tage gode billeder af sommerfugle, men det er svært at gøre det hver gang.

Held og lykke...

 

Til
"Sommerfuglefotografering i naturen"

Videre til kapitel 2

 

 

Kent Bovin

Alle fotos og tekst er copyright Kent Bovin og må ikke benyttes i andre sammenhænge uden Kent Bovins skriftlige tilladelse.