Ekstra udstyr og bælg

 

 

Egentlig har man ikke brug for ekstraudstyr til sommerfugle. Makroobjektivet er det vigtigste, men når det kommer til lokaliteterne, habitaterne, hvor sommerfuglene lever, kan det være en god investering at have et stativ og et polfilter.

Polfilter

Polfiltret er uundværligt til gode naturbilleder. Farverne bliver mere mættede og feks. solens reflekser i træernes blade bliver reduceret. Det betyder, at bladenes egen grønne farve træder tydeligere frem og naturen fremstår som meget mere saftig og frisk.

Hvis du ikke er helt dus med brugen af filtre, vil jeg anbefale, at du køber et polfilter af typen "cirkular" da de ikke snyder lysmåleren i spejlreflekskameraet. Polfiltret er det eneste filter som ikke kan genskabes kunstigt i Photoshop, så det er en god idé at overveje dette filter i stedet for andre effekt-filtre.

Effekten af polfiltret er meget tydelig, og den kan godt overdrives fordi man lader sig forføre af især den dybe blå himmel og de sprøde grønne blade på træerne.

 

Sammenligning - billede 1 uden polfilter og billede 2 med. Ingen af billederne er efterfølgende behandlet yderligere, så forskellen imellem de 2 eksempler er ene og alene brugen af polfilter. Der er selvfølgelig korrigeret ca. et blændetrin i eksponeringen, men det gør kameraet af sig selv, hvis man kører på et automatisk program:

 

I dette eksempel står solen højt på himlen. Det er midt på dagen, og i vegetationen og bladene på træerne, ses tydeligt alle reflekserne som fjerner en stor del af farvernes intencitet.

 

Her er der brugt polfilter, og forskellen ses tydeligt i den nu mere friske, grønne farve. Denne virkning af farvemætning opstår, fordi alle de reflekser, som før kom fra bladenes vinkel i forhold til solen, nu er elimineret.

 

Skulle man blive fristet af de smukke farver og komme til at overdrive effekten i optagelsen, kan vi heldigvis fjerne en anelse mætning i farverne i vores billedbehandlingsprogram. Så du kan i princippet ikke overdrive effekten i optagelsen. Hovedsagen er, at reflekserne fjernes, så detaljer og farver kommer frem.

Stativ

Stativet giver nærmest sig selv. Hvis man ønsker skarpe billeder, med god dybdeskarphed og så lidt støj som muligt, skal man ofte bruge et stativ.

Brug lavest mulig ISO, for at undgå støj i billedet, og vælg en passende lille blændeåbning. En "lille" blændeåbning er det samme som et højt blændetal, men undlad at blænde helt i bund. Hvis dit objektivs mindste blændeåbning fx. er 32, så brug blænde 16 eller 22 som max.

Billeder af lokaliteter vil man også typisk tage med vidvinkel, som i forvejen har bedre skarphedsdybde end dit makroobjektiv, så blænde 11 er i reglen alt rigeligt til disse billeder.

Hvis din lukkertid ved ISO 100 og blænde 11 kommer under 1/60 sek., vil jeg anbefale, at du bruger stativ. Nogle fotografer kan godt tage håndholdte billeder på længere lukkertider, men det kræver øvelse, og man skal i hvert fald ikke gøre det uden at føle sig sikker.

Stativ til insekt-fotografering har jeg aldrig selv brugt. Jeg troede heller ikke på det, før jeg var på en tur med en anden fotograf som medbragte stativ. Han fik faktisk stillet sit stativ op ved flere lejligheder, hvor sommerfugle enten solede sig eller sad på en blomst og indtog frokosten.

Men med til den historie hører også, at vejret var meget omskifteligt, og sommerfugle kan pludselig sidde helt stille i lang tid, hvis vejret ikke passer dem. Her kan man selvfølgelig bruge stativ, men ellers må jeg sige, at et stativ, for mig personligt, i 99% af tiden vil være mere i vejen end til gavn.

 

Bælgfotografering

De praktiske problemer ved denne type fotografering er mange og kræver et indgående kendskab til fotografiets grundprincipper. Det er også spændende, men arbejdet er ekstremt tidskrævende, udstyret er dyrt, og jeg vil ikke anbefale det med mindre man er meget sikker på, at det er det man vil. Alene de mange timer med at sætte sig ind i makro-fotografiets mysterier kræver en del engagement, men til gengæld er belønningen et indblik i en verden man aldrig havde drømt om af farver og former.

Hvis vi taler om selve æggets udseende vil en tegner formentlig have nemmere ved at gengive ægget med form og dybdeskarphed. I mange tilfælde er placeringen af ægget, og størrelsesforholdet til værtsplanten, også mere interessant for den sommerfugleinteresserede, så ofte har jeg valgt at bruge min makrolinse i 1:1, eller med mellemring 1:2, fordi det faktisk var rigeligt, og ikke mindst væsentligt nemmere at arbejde med.

Men bliver man grebet af det, og øver sig meget, er belønningen spændende billeder af motiver man ellers aldrig kommer til at se så tydeligt.

 

Citronsommerfugl, Gonepteryx rhamni.

 

Blåhale, Neozephyrus querqus .

 

Gulhale, Thecla betulae .

 

Den tomme skal af spættet bredpande, Pyrgus malvae .

 

Sortplettet bredpande, Carterocephalus silvicola.

 

Tilbage til kapitel 8

Til
"Sommerfuglefotografering i naturen"

Videre til kapitel 10

 

 

 

Kent Bovin

Alle fotos og tekst er copyright Kent Bovin og må ikke benyttes i andre sammenhænge uden Kent Bovins skriftlige tilladelse.