Indstilling af kameraet

 

Når man arbejder i makroområdet er der grænser for, hvad man kan. Man kan ikke både få god dybdeskarphed, "frosne" motiver med hurtige lukkertider og detaljerede billeder uden støj. Der er visse naturlove omkring lys og fotografi man er nødt til at acceptere, og selvom kameraproducenterne har travlt med at love guld og grønne skove (og skarpe sommerfugle) i deres brochurer, er der meget langt til det virkelige liv.

Men hvilket program, hvilken indstilling af kameraet, skal man så vælge, for at få de bedst mulige makrobilleder af sommerfugle?

Lukkertider

Det er et godt spørgsmål, men lad os analysere vores behov. Jeg ser ofte fritidsfotografer som vælger det program, hvor man selv vælger blænden og kameraet vælger lukkertiden. Argumentet er, at man har hørt det er vigtigt med en stor dybdeskarphed. Men det er og bliver en vildledende argumentation. Skarpheden står og falder med om din lukkertid er hurtig nok til at "fryse" motivet. Simple as that.

Hvis dit billede er rystet kan du have nok så meget dybdeskarphed - det kan bare ikke ses. Altså: Kun hvis lukkertiden er hurtig nok i forhold til motivet, og dine bevægelser, kan du udnytte dybdeskarpheden, uanset om den er stor eller lille. Og igen forudsat, at du har stillet skarpt det rigtige sted.

Her kan vi altså hurtigt konkludere, at dybdeskarpheden kan være et problem fordi man er tvunget til at prioritere lukkertiden først. Men så er det heller ikke værre. Et knivskarpt billede, med en dybdeskarphed på 2cm, vil altid være bedre end et sløret billede med en dybdeskarphed på 5cm. Håber du er enig, ellers får du ikke meget ud af at læse resten...

 

Her er det hele gået galt... Kejserkåben er sikkert blevet skræmt af min tilstedeværelse og er lettet, netop som jeg trykkede på udløseren. På blomsten i bunden af billedet ses også typisk ryste-uskarphed, så lukkertiden har under alle omstændigheder været for lav. Man kan godt lave spændende billeder af sommerfugle der letter eller lander, men så skal lukkertiden også gerne ligge omkring 1/1000 sek.

 

Så var jeg lidt heldigere her. Kejserkåben er skarp omkring hovedet og det meste af vingerne, dog mangler der lidt i toppen, og det er mere et spørgsmål om at komme paralelt på dyret end det er et spørgsmål om blænde/dybdeskarphed. Skarpheden på blomsten afslører, at min lukkertid har været korrrekt i forhold til mine egne bevægelser, jeg har altså ikke rystet på hånden.

 

Klar til landing, med snablen klar...

 

 

Når jeg slentrer rundt i naturen er mit kamera som regel fast indstillet på et program, hvor jeg vælger lukkertiden og kameraet vælger blænden. Min lukkertid er 1/250 fordi jeg, ud fra min egen erfaring, ved, at denne lukkertid kan give mig skarpe billeder i de fleste situationer. Det er, med andre ord, en "beredskabs-indstilling". Hvis jeg nu ser en sommerfugl som er meget aktiv, den flytter sig måske meget hurtigt rundt på de blomster den suger på, vælger jeg måske med det samme at sætte min lukkertid lidt op, og gerne til 1/500 sekund. Selvfølgelig skal vind og vejr også tages med på råd, men forudsat det er solskin, er 1/500 ikke urealistisk på ISO 100 eller 200.

Den erfaring du opbygger, ved at bruge mange timer i felten, vil efterhånden fortælle dig, hvilke lukkertider lige netop du kan bruge som de langsomste. Vi er alle forskellige i vores bevægelser, og vores måde at fotografere på, så efterhånden som du ser dine billeder i 100% på din skærm kan du danne dig en fornemmelse for, hvilke lukkertider du behersker. Herefter skal du vide, at du ikke skal gå længere ned end dem, og står du i en situation med lavt lys er det bedre at vælge højere ISO-tal end at tage rystede billeder uden støj. Den smule støj i billedet man efterfølgende vil kunne finde vil sikkert være bedre end et uskarpt billede.

Blænden

Hvilke blændetal du bruger til sommerfugle er egentlig ikke så afgørende. Som nævnt er skarpheden mere afhængig af din lukkertid end af din blænde, men skal du, fx. ved nærbilleder af pupper og stillesiddende larver, bruge en god dybdeskarphed, så brug et af de 3 midterste blændetal på objektivet. Det er en gammel tommelfingerregel, at alle objektiver tegner skarpest i deres midterområde. Blænder du for langt ned, til fx. 22, 32 eller 45, vil du ofte få et lidt uldent billede som måske pr. definition nok har god dybdeskarphed, men som bare ikke er "rigtigt" skarpe nogen steder. Tilsvarende kan de laveste blændetal på et lysstærkt objektiv også have nogle omkostninger for billedkvaliteten, men i reglen er de fleste småfejl elimineret når man ligger i området fra blænde 4 til blænde 16 (som tommelfingerregel).

 

Pupper løber og flyver heldigvis ikke så stærkt, så med kameraet på stativ kan man tage mange skud og prøve sig frem med blænde og lukkertider. Her er det puppen af den hvide admiral, Limenitis camilla, ophængt på værtsplanten kaprifolium.

 

I praksis har jeg tidligere taget en del puppebilleder på blænde 22 og 32 som jeg så de senere år har valgt at tage om med større blænde (lavere tal) for at opnå mere "sprødhed" i skarpheden. Ofte kan man også råde bod på den manglende dybdeskarphed ved at dreje pupperne i mere hensigtsmæssige vinkler.

Men som tommelfingerregel: Blænde 4, 5.6 og 8 er glimrende med de fleste makroobjektiver i området 50 - 105mm.

 

Manuel- eller Autofokus

Manuel fokus. Ingen tvivl om det. Igen må jeg sige, at der er enorm forskel på erfaring og på, hvad man "har hørt" og læst i brochuer. Autofokus er ganske givet glimrende til mange ting, bare ikke til sommerfugle, insekter og makroarbejde.

Hvorfor?... Tja, erfaring. Jeg har forsøgt mig med AF makro objektiver fra flere producenter, men uanset deres hurtighed, og kameraets hurtighed, kan de ikke bruges til sommerfugle.

Hvis jeg, hårdt presset, skal argumentere for min mening, vil jeg begynde med det irritationsmoment, at de hopper frem og tilbage hele tiden fordi motivet som regel er i konstant bevægelse. Det er umuligt for selv det bedste autofokus-system at følge med i sommerfuglens uforudsigelige bevægelser. Og netop i makroområdet er dybdeskarpheden så lille, at få centimeter opfattes som meget langt for AF-systemet. Hvis sommerfuglen pludselig drejer sig, så du ser den på langs i stedet for fra siden, kan dine fokuspunkter ikke finde den hurtigt nok. I værste fald begynder fokuseringen så at søge i yderpositioner for at starte for fra, og så er den sommerfugl allerede draget syd på inden du får stillet skarpt, også selv du bruger de knapper som begrænser dit fokusområde.

Hvis du har det bedst med at købe nye objektiver, og hermed altså AF-objektiver, så kan disse selvfølgelig godt bruges manuelt. Eneste ulempe er, at gearingen i skarphedsindstillingen er lavet, så afstanden fra nærmeste afstand til uendeligt er mindre end på de manuelle objektiver. Fordelen ved det er naturligvis en hurtigere autofokus, forholdsmæssigt skal den jo ikke bevæge sig så langt, men det gør desværre den manuelle brug af AF-objektivet noget vanskeligere. Selv en lille bevægelse på skarphedsringen mefører nemlig et forholdsmæssigt stort spring i afstanden.

Så hvis du gerne vil lege med dette spændende område, så brug den fokus du vil, men mener du det seriøst, så væn dig til manuel fokus, og gerne manuelle objektiver - først som sidst.

 

Sort ildfugl, Lycaena tityrus, som i en periode blev anset for uddød i Danmark, sidder pludselig og soler sig på Falster. Her er det rart at have kameraet skudklart med en lukkertid man kender.

 

Tilbage til kapitel 4

Til
"Sommerfuglefotografering i naturen"

Videre til kapitel 6

 

 

 

Kent Bovin

Alle fotos og tekst er copyright Kent Bovin og må ikke benyttes i andre sammenhænge uden Kent Bovins skriftlige tilladelse.