Lysmåling og eksponering

 

 

I sommeren 1998 besøgte jeg den sidste rest af en lille bestand af Fransk bredpande, Pyrgus armoricanus, som kun findes på Røsnæs ved Kalundborg.

Bare det at finde den krævede lang tids forarbejde, og flere timers vandring på de sydvendte skråninger. Da jeg endelig fandt den satte jeg hele skytset i stilling for at være sikker på et godt resultat: Nikon F5, Kodachrome 200, og for at kunne komme tæt nok på sommerfuglen, som er en meget lille bredpande, uden at skræmme den: 105 mm Mikro-Nikkor. Alt var i orden, vejret var fint og jeg skød løs. Mange dage senere modtog jeg så den fremkaldte film med posten, og til min ærgrelse var størstedelen af billederne for lyse. Ikke uopretteligt lyse, men alligevel nok til at det irriterede mig, at jeg sådan kunne lade mig snyde.

Selvom jeg i dag betragter billederne som ganske udmærkede, ville jeg alligevel gerne have haft dem 1 blænde mørkere. Det er bestemt ikke udstyrets skyld, kun min egen. Ingen indbygget lysmåler i verden kunne vide, at netop denne sommerfugl, i disse omgivelser, på denne dag, faktisk skulle undereksponeres en hel blænde i forhold til den måling jeg valgte, for at fremstå korrekt, hovedsageligt når jeg fotograferede oppefra og ned.

Vegetationen tæt ved jorden, hvor netop denne sommerfugl opholder sig meget, er mørkere end et gråkort ville være i samme lys, så her ligger en del af forklaringen.

Det er bagateller det handler om, vil nogen mene. Men det er også bagateller der, visuelt, adskiller netop denne art fra dens nærmeste slægtning, som er langt mere almindelig og udbredt over det meste af landet. Derfor bliver man meget kritisk overfor det man laver.

Heldigvis har den digitale udvikling, og især RAW-formatet, gjort det nemmere at rette op på fejl som denne, hvor en blænde til den mørke side ikke er det store problem.

 

Et af de mere korrekt eksponerede fotos af Fransk bredpande, Pyrgus armoricanus, på Røsnæs.

 

Eksponering digitalt

Billeder skal eksponeres korrekt. Så enkelt kan det siges. Men hvad er så korrekt? Tja, i "gamle dage" kunne den slags afgøres med en eksponeringsmåler, kombineret med erfaring, men netop i disse år må der siges at være en del uenighed omkring emnet.

Den korrekte eksponering er altid en individuel vurdering af motivet, balancen lys/skygge og medlys/modlys. Den vigtigste funktion for kameraets indbyggede lysmåling er at vejlede. For såvidt behøver den slet ikke at være korrekt, bare jeg ved hvordan jeg skal afvige fra den, hvis jeg må sige det på den måde. (Der røg den hyper-kromatiske-3D-matrix-colorkorrigerede computer-måler...)

Til næroptagelserne er mit kamera som hovedregel indstillet på en centervægtet måling. Denne funktion er en god ting, fordi baggrunden som regel vil være væsentligt mørkere end hovedmotivet. En sommerfugl på en blomst vil ofte sidde 30-50 cm over jorden, og det medfører en del græs/buskads i baggrunden, og den grønne farve vil altid snyde måleren og resultere i en overeksponering.

 

Et klassisk eksempel på et "mørkt" motiv, hvor det er nemt at blive snydt: Kålsommerfuglen, med helt hvide vinger, sidder i den mørkegrønne vegetation som fylder mest i billedet. Grøn er en "mørk" farve for en lysmåler, og uden korrektion vil dette billede, i mange tilfælde, blive en anelse overeksponeret. Det går netop ud over de hvide vinger.

 

Her består størstedelen af billedfladen af lys jord. Uden korrektion vil lysmåleren nemt undereksponere dette motiv fordi den opfatter det som værende gråt. Netop denne mørke iris ville derfor blive endnu mere mørk

 

Hele verden er grå

Alle lysmålere er kalibreret til at se verden som en grå flade, der reflekterer 18% af det lys der rammer den. Ja, hvad skal den ellers gøre? Lysmålere ved jo ikke, hvad et motiv er. Lysmåleren kender ikke forskellen på hvide kålsommerfugle og mørkebrune randøjer. Det eneste den kan gøre, er at basere sin måling på et bredt gennemsnit af alverdens motiver, og det har man i tidernes morgen bestemt skulle være 18%. Så når du peger på dit motiv, uanset om det er en sort kat i en kulkælder eller en hvid brud opad en hvidkalket væg, vil kameraet tænke: Grå flade, 18%.

Hvis man tænker lidt over det, kan man sagtens lære at lave små korrektioner selv. Men husk at gøre det til den rigtige side! Er motivet meget lyst, skal man gerne overeksponere ca. ½ -1 blænde i forhold til målerens forslag, og ved mørke motiver tilsvarende den anden vej.

Et eksempel: Du har en hvid kålsommerfugl siddende i en stor hvid blomst i klar solskin. Din lysmåler siger måske 1/500sek. blænde 8. Men du ved, at lysmåleren tror motivet er gråt, så den vil forsøge at gengive motivet som gråt. Du ved nu, at motivet er lysere end grå, så du kan forsøgsvis blænde op til 5.6½ (et halvt blændetrin = en halv gang mere lys) eller 5.6 (et helt blændetrin = dobbelt så meget lys).

 

RAW

Hvis du fotograferer i RAW, hvilket jeg absolut vil anbefale, har du, under alle omstændigheder, det bedste udgangspunkt for den videre bearbejdning. Men selv med de, relativt store, tolerancer vi finder i RAW-konverteren, opnås det bedste resultat stadig med en eksponering så korrekt som muligt.

Bruger du den indbyggede lysmåler, går du ikke helt galt i byen. Hvis du vil tættere på det optimale skal du bruge dit histogram - og det er her de lærde begynder at skændes...

Den eksponering du vælger skal - såvidt muligt - resultere i et histogram som ikke er "klippet" af, hverken i højre eller venstre side. Da mange motiver, specielt i naturen med kraftig sol, spænder over et meget stort område fra lys til skygge, vil det næsten være umuligt at få begge ender af skalaen med. Hvis du undereksponerer vil dit histogram ligge for langt til venstre, og en overeksponering vil lægge histogrammet for langt til højre.

Hvis du undereksponerer vil du skulle lysne dit billede efterfølgende i et billedbehandlingsprogram, hvilket medfører støj. Nogle tror, at såkaldte støjfjerningsprogrammer kan rette op på dette, men selvom det visuelt ser sådan ud, så er det blot sminke, og man får ingen af motivets originale detaljer frem, hvis de ikke er der i forvejen.

Det samme gælder i den modsatte ende af skalaen. Et overeksponeret billede vil "brænde ud" i højlysene, og selvom noget kan hentes i en RAW-konverter kan man ikke få detaljer med som ikke er der i forvejen.

 

Almindelig blåfugl på Hjortetrøst. de fine hvide frynser langs vingekanterne er en anelse udbrændte, men med et motiv som dette synes jeg det er med til at understrege den stemning modlyset skaber. Angsten for udbrændte højlys er, efter min mening, noget overdrevet.

 

Forsøg dig frem. En plante i en vindueskarm er perfekt at øve sig på. Kig på dit histogram, når du tager billedet, og læg så mærke til, hvilken efterbehandling netop dette billede kræver i RAW-konverteren. Eksperimenter hjemme så du med det samme kan se resultatet, og lære af det. Det vil give dig en langt større tryghed, når du står i marken og måske kun har begrænset tid.

 

Tilbage til kapitel 3

Til
"Sommerfuglefotografering i naturen"

Videre til kapitel 5

 

 

Kent Bovin

Alle fotos og tekst er copyright Kent Bovin og må ikke benyttes i andre sammenhænge uden Kent Bovins skriftlige tilladelse.