Udsnit og valg af brændvidde

 

 

Spørgsmålet om brændvidde og beskæring er et af de steder, hvor sommerfuglefotografer er mest forskellige. Mit indtryk er, at de fleste starter med at være fascineret af, hvor tæt på man kan tage billedet. Super close-up billeder af sommerfugle virker spændende fordi det tidligere har været umuligt at tage med menigmands kameraer.

Idag er det muligt, selv med de små point-and-shoot kameraer, at tage detaljerede nærbilleder i god teknisk kvalitet.

 

Admiralen, Vanessa atalanta, suger saft på træstamme.

 

Dermed ikke sagt, at det ikke kan gøres bedre, for det kan det. Men for at komme skridtet videre er man nødt til at bruge spejlreflekskameraer. Dertil vil det også være en fordel at bruge specielle makro-objektiver, som er optimeret til at give flotte resultater i nærfoto området.

 

Objektiver

De objektiver jeg selv benytter til sommerfugle begynder omkring de 17mm og slutter ved 105mm.

Det er med tiden blevet min personlige smag at få mere af omgivelserne med, og det skyldes nok, at jeg har set rigtigt mange af den sædvanlige slags, dem jeg kalder "postkort". Der er nu ikke noget nedsættende i den betegnelse, men interesserer man sig for sommerfuglenes liv og levned bliver man hurtigt træt af at se de sædvanlige billeder af tæt beskårede sommerfugle. Som bl.a. vist herunder egner flere vidvinkel-objektiver sig fortrinligt til nærbilleder af sommerfugle, hvor man får en meget bedre fornemmelse af omgivelserne. Desuden er det, i hvert fald for den sommerfugleinteresserede, ligeså interessant at se stedet, lokaliteten, hvor sommerfuglen flyver.

Billeder med mere miljø omkring sommerfuglen kan naturligvis også tages med desciderede makro-objektiver, hvis man går lidt fra, men skarphedsområdet er stadig så lille, at baggrunden blot bliver endnu mere stor, uskarp farvelade. Her kan man med fordel udnytte vidvinklens perspektiv og bruge dybden i billedet til at fortælle lidt om lokaliteten.

Og mens vi er ved vidvinklerne: Der er mange meninger om, hvad et godt sommerfuglebillede er. Nogle foretrækker billeder helt tæt på og andre vil gerne have miljøet med. Jeg havde den fornøjelse at være en af leverandøerne til Gyldendals store bog "Danske dagsommerfugle" der blev udgivet i 1996 som kulmination på "Atlasprojektet danske dagsommerfugle" under Zoologisk museum. De involverede fotografer talte meget om sommerfuglefotos på det tidspunkt. I udenlandske sommerfuglebøger kunne vi se, at der var stor forskel på stilen i billederne. Nogle bøger valgte præparerede sommerfugle på nåle, opsat på plancher.

Andre bøger havde de sædvanlige postkortbeskæringer med slørede baggrunde og nogle af de nyere bøger havde meget miljø omkring sommerfuglene. Sidstnævnte type er afgjort den mest interessante for den sommerfugleinteresserede og det er idag den stil jeg selv dyrker.

 

Orange høsommerfugl (Colias crocea). En meget smuk art som kun sjældent besøger Danmark og som aldrig sidder med udbredte vinger. Oversiden kan derfor kun fotograferes præpareret som her.

 

Det tætteste jeg nogensinde selv er kommet den orange høsommerfugl i virkeligheden (og så er det endda en beskåret scanning...). Til gengæld var det en af de få gange den overhovedet blev set i Danmark det år, så som dokumentation var det fint. Men som fotografi kan det gøres meget bedre.

 

Desværre ville det kræve en menneskealder at finde alle danske dagsommerfuglearter, i alle deres stadier, og fotografere dem igen, så løsningen med bogprojektet blev at gennemgå alle tilgængelige danske arkiver og finde de mest interessante billeder frem. En af ambitionerne var også at vise sommerfuglenes adfærd, hvilket i praksis betød, at de gerne måtte foretage sig et eller andet. Det medførte ikke så få parringsbilleder (skam få den der tænker ilde derom..!) fordi det er et af de få tidspunkter i sommerfuglens liv, hvor den er tvunget til at sidde stille. Man fristes til at sige "i modsætning til mange andre dyrearter"...

 

Egentligt et barskt billede - Hannen af aurora (Anthocaris cardamines) har lugtet sig frem til hunnens puppe og ventet utålmodigt til puppen klækkede. Umiddelbart efter klækningen har hannen indledt parringen selvom hunnens vinger stadig ikke er foldet ud!

 

Idag synes jeg, at sommerfugle tæt på, med sløret baggrund, er smukke - men uinteressante fordi de kan være taget hvor som helst. Det betyder selvfølgelig ikke, at de er dårlige, men de tjener mere et dekorativt formål og de forskellige typer billeder har derfor hver deres berettigelse. De seneste 10-20 år er der dukket flere steder op, hvor det er muligt at fotografere eksotiske sommerfugle i store drivhuse. Det er et godt sted at øve sig og de meget farvestrålende sommerfugle er også, dekorativt set, mere interessante for fotografen. Men sommerfuglene i drivhusene adskiller sig på ét meget væsentligt punkt fra deres artsfæller i den fri natur: De bliver langt mere slidte og kan til sidst dårligt flyve. Sådanne sommerfugle ville i den fri natur være spist for længst, men i drivhusene har de ingen naturlige fjender og lever, groft sagt, til de dør af alderdom.

Her er en række eksempler på stilarter i insektfotografering sådan som jeg ser forskellene:

 

Det klassiske postkort - Alm. blåfugl på strå, tæt på, sløret baggrund og enkelt.

 

Samme art i parring. Stadig postkort-stil, men dog med en smule "handling"...

 

Æglæggende hun af brun pletvinge ( Melitaea athalia ). Æggene lægges i grupper, så der er lidt længere tid til at finde den rigtige kameravinkel.

 

Et af mine egne favorit-billeder. Dukatsommerfuglehannen (Lycaena virgaureae) som nyder den sparsomme sol siddende på et græsstrå. Jeg holder af billedet fordi omgivelserne står i skærende kontrast til sommerfuglens udseende, og fordi den tydelige forekomst af Musevikke fortæller mig, at den kan flyve sammesteds som isblåfuglen - hvilket den også gør på denne lokalitet.

 

Når sommerfuglen ikke fylder mere end på billedet af dukatsommerfuglen, falder "postkort-kunderne" fra. Til gengæld er der en mere professionel vinkel på fordelen, og det er ligeså meget en god gammel regel fra lysbilledforedragenes tid. For den der overværer et lysbilled/powerpoint foredrag om sommerfugle er det en barsk oplevelse for sanserne, hvis man hele tiden får smidt close-up fotos lige i bærret. Den megen luft omkring dukatsommerfuglen gør det langt mere puklikumsvenligt fordi man kan fokusere flere steder i billedet. Desuden er ulempen ved de ekstreme close-ups endnu tydeligere, at næsten alt i randområderne bliver uskarpt og forvirrende.

Hvis du viser billeder i foredrag må du heller aldrig skifte imellem høj- og bredformat billeder. Bortset fra, at de færreste lærreder er gearet til lodrette fotos, gør du beskueren helt forvirret. Komponer i bredformat til foredrag og den slags. Folk er vant til at se fjernssyn, så 4:3 eller 3:2 er glimrende.

 

Vidvinkel kontra tele - eksempler

 

Natpåfugleøjets larve sidder her i et pilehegn og dybden i billedet gør det mindst ligeså interessant som...

 

...ligusterlarven som spadserer en tur på sin gren, eller...

 

...larven af citronsommerfuglen (Gonepteryx rhamni) som her er fotograferet tæt på med en 100mm makro. Baggrunden er blæst helt ud ved valget af det lave blændetal og de meget specielle dråber larven udskiller ses tydeligt i det bløde modlys. Fordelen ved denne løsning er, at baggrunden ikke behøver være spændende.

 

iris på græsstrå. Absolut ikke naturligt for arten men jeg havde selv klækket den og valgte at lukke den ud, hvor den hørte hjemme. Den kvitterede ved at flyve en runde og sætte sig lige foran mig - lettere forvirret. Det forklarer den underlige benstilling. Vidvinklen er her en 21mm. Jeg er meget tæt på dyret. Bemærk hvordan man får et indtryk af hele stedet; skovvejen, hjulsporene og skovbrynet til venstre...

 

...samme tid og sted men nåede her at skifte til en 90mm med en mellemring. Arbejdsafstanden er her betydeligt forøget og effekten er nu en sløret baggrund, mere fokus på dyret og en mere jævn grøn baggrundsfarve. Sikkert det foto de fleste ikke-sommerfugle interesserede vil foretrække.

 

Strandrandøje (semele) siddende i strandvegetation - brændvidde: 20mm. Den er perfekt camoufleret i dette landskab, så et godt billede af denne art kan jo tolkes både som et der viser dens camouflage, eller...

 

... som et nærbillede med sløret baggrund. Brændvidde: 60mm.

 

Cropfactor

Begrebet "Crop-factor" er et af de nye ord i fotografiets leksikon. Det handler ganske enkelt om den beskæring af billedet man ser, når man bruger samme objektiver på sit digital-kamera som man gjorde på sit analog-kamera.

Kort fortalt var filmens areal 24 x 36 mm, hvor chippen i digitalkameraet er noget mindre. I daglig tale siges de fleste moderne spejlreflekskameraer at have en crop-factor på 1,6.

Dette billede er taget med en 60mm makrolinse på 24x36 diasfilm med et Nikon F100. Billedet er ubeskåret, så yderkanten markerer det billede objektivet danner på filmen i den givne indstilling.

Den indtegnede ramme er sådan cirka størrelsen på chippen i digitalkameraet Nikon D200. (Eksemplet er blot for at vise, hvad der sker, når det samme objektiv bruges på det digitale kamera, så lad nu være med at hive linealen frem og lave udregninger...).

 

Som det ses på ovenstående eksempel, får man nu et udsnit af billedet i forhold til filmen.

En gængs opfattelse er, at man så sammenligner dette udsnit med, hvilket objektiv der skulle have været benyttet, hvis chip-udsnittet skulle have fyldt hele filmrammen og i dette eksempel skulle man således have brugt et objektiv nærmere de 100mm. Så i praksis siger man idag, at fx. et 50mm objektiv på et digitalkamera svarer til et 85mm objektiv på et filmkamera.

Denne opfattelse er både rigtig og forkert.

Det rigtige er selvfølge, at man ved at kigge i sin søger kan se det forholder sig sådan med udsnittet, hvis man sætter sig med et kamera af hver slags og laver forsøget.

Det forkerte ligger i den kendsgerning, at en brændvidde på 50mm altid vil være 50mm - uanset hvilket kamera det sidder på, og det samme vil 85mm'eren og alle andre objektiver.

Objektivernes egenskaber forandres altså ikke, uanset hvilket kamera de sidder på.

Jamen hvad betyder det så?

Det betyder, at den dybdeskarphed du fx. vil få med 60mm'eren, i det viste eksempel, er nøjagtigt den samme som du får i udsnittet der svarer til chippen. Men hvis du nu bevæger dig baglæns, længere væk, for at få samme udsnit på chippen som du før havde på filmen, vil du jo også blive nødt til at ændre skarphedsindstillingen til en længere afstand, så du vil opleve, at dybdeskarpheden, forudsat samme blænde, bliver øget.

Så med andre ord: Hvis du tager et billede med en 60mm'er på film, og bagefter sætter objektivet over på et digitalkamera, bevæger dig baglæns og finder nøjagtigt samme udsnit, og tager et digitalt billede, vil det digitale billede have større dybdeskarphed end billedet på film.

Hvis man forstår dette princip, vil man også kunne forstå, hvorfor en 50mm'ers egenskaber aldrig vil kunne "svare til" en 85mm'.

Det vil i praksis sige, at effekten af den slørede baggrund er blevet mindre med digitalkameraet.

Hvis man ønsker at tage billeder med meget sløret baggrund, skal man altså, som tommelfingerregel, gå efter længere brændvidder end man gjorde tidligere.

Jeg hører ofte klager over skarpheden i digitale billeder, men uden at gå ind i den kolossale diskussion, som det faktisk er, vil jeg minde om, at vi idag ser billeder i urimelig stor forstørrelse på vores computerskærm.

Hvis vi forstørrede vores gamle film i samme omfang, ville vi møde samme resultat her. Desuden er vi tilbøjelige til at kigge i hjørner og kroge, som for det meste ligger langt væk fra det valgte fokuspunkt, og her ses uskarpheden naturligvis endnu tydeligere - som det altid har gjort.

PS: Hvis du undrer dig over den lidt panoramaagtige beskæring, på de fleste af billederne i denne artikel, så skyldes det, at jeg for tiden er meget fascineret af det klassiske filmformat Widescreen som er 1:2 - eller to kvadrater ved siden af hinanden. Det er ikke lige velegnet til alle de gamle optagelser, som bla. er brugt her, men jeg synes det er sjovt at komponere bevidst i dette format.

Tilbage til kapitel 2

Til
"Sommerfuglefotografering i naturen"

Videre til kapitel 4

 

 

 

Kent Bovin

Alle fotos og tekst er copyright Kent Bovin og må ikke benyttes i andre sammenhænge uden Kent Bovins skriftlige tilladelse.